Covid-19
Årets festival 2021 er aflyst

5. maj 2021

Uldum Gademusik Festival 2021 er aflyst, men vi har noget andet i ærmet…

Ligesom så mange andre festivaler, så har vi også været nødsaget til at aflyse årets festival.

Uldum Gademusik Festival er bygget op omkring mange scener rundt om i byen, hvor man i løbet af dagen går på kryds og tværs og sammensætter sin egen festival. Dette fantastiske flow, med glade festivalgæster rundt i bybilledet, ville gøre det umuligt for os at leve op til myndighedernes nye restriktioner og retningslinjer.

Vi skal nu igen til at danne os et overblik over situationen og håber ikke, at vi rent økonomisk bliver alt for hårdt ramt. Uldum Gademusik Festival uddeler hele sit overskud til velgørenhed, hvilket betyder, at vi hvert år starter med nul kroner på kontoen. Ved hjælp af sponsorer, medlemsbidrag, entréindtægter samt salg af drikkevarer på dagen, så kan vi sædvanligvis dække alle vores omkostninger og samtidig have et overskud at uddele. Men igen i år er situationen anderledes…

Vi vil nu igen gå i gang med at kontakte alle vores leverandører og samarbejdspartnere og håber på, at vi sammen kan finde en fornuftig løsning på aflysningen.

Samtidig vil vi hurtigst muligt skrive rundt til de mange kunstnere; vi håber, at de også denne gang er villige til at rykke aftalerne til næste år.
Vi havde forventet, at 3. gang ville blive lykkens gang, men sådan skulle det desværre ikke gå.

Hvad har vi så i ærmet?

Plan A gik i vasken, men nu arbejder vi på Plan B, der ikke må sammenlignes med Uldum Gademusik Festival – konceptet er mere en ”Gademusikken Light”.

Vi kan endnu ikke afsløre så meget, men der arbejdes på at kunne afholde en mini-festival lørdag den 28. august 2021. En mini-festival kan lyde lidt trist, men ”mini” skyldes nok mest, at vi ikke vil kunne leve op til vores sædvanlige festival med 17 scener og 1.000 kunstnere fra Danmark og mange andre lande.

Så hvis vi kan få budgettet og logistikken til at holde, og der er opbakning til ”Gademusikken Light”, så vil vi gøre vores bedste for at sammensætte et fantastisk musikprogram og skabe en hyggelig dag.

Vi glæder os til at se jer igen
Uldum Gademusik Festival


Nb. Og så er vi naturligvis tilbage igen med Uldum Gademusik Festival den 2. juli 2022.