Vi er tilbage
nu i en ULTRA udgave
Vi er tilbage
nu i en ULTRA udgave
Tidligere
Næste

14. juli 2021

Uldum Gademusik Festival er tilbage – nu i en ULTRA udgave

Igen i år har vi været nødt til at aflyse vores festival – og det er derfor mere end 3 år siden, at den seneste Gademusik Festival blev afholdt – det skal der gøres noget ved.

De seneste måneder har vi løbende holdt os ajour med de nye retningslinier ift. Covid-19, samtidig har vi arbejdet ULTRA intenst og ULTRA hurtigt på at få stablet en sensommerfestival på benene.

Vi har stadigvæk et par løse ender, men vi kan nu løftet sløret for, hvad vi har arbejdet med.

Lørdag den 28. august 2021 kl. 10.00 inviterer vi til Uldum Gademusik Festival ULTRA.

Af praktiske årsager vil festivalen finde sted på Uldum Stadion, der i dagens anledning vil blive indrettet efter gældende restriktioner.
Fra 2 scener vil vi, i løbet af 12 timer, på skift præsentere gamle Gademusik Festival kendinge og debutanter.

Dagens program vil blive sammensat af disse fantastiske kunstnere:

  • Sko/Torp
  • Nikolaj og Piloterne
  • Thomas Buttenschøn
  • Michelle Birkballe & band med Rock Nalle som “special guest”
  • JC Hawkins & His Model-A Playboys
  • WANTED
  • Lune Carlsen
  • Shu-bi Claus
  • Og naturligvis også vores lokale multikunstner, Martin Jønsson, der har været en stor hjælp ifm. planlægningen af festivalen.

En tidligere taxichauffør som konferencier
Det bliver komiker, entertainer, operasanger og tidligere taxichauffør Amin Jensen, der skal binde dagens program sammen til en magisk sløjfe af musikalske oplevelser.

Og hvorfor har vi så tilføjet “ULTRA”?
Vores sensommerfestival bliver ikke som vores velkendte Gademusik Festival – den kommer til at være ud over det sædvanlige. Og som tidligere nævnt, så har vi arbejdet ULTRA intenst på ULTRA kort tid, vi har sammensat et ULTRA godt program, og så er vi naturligvis også ULTRA spændte.

Online billetsalg
Billetsalget er allerede startet, og intro-prisen bliver 250 kr. pr. billet + gebyr.
Den 7. august vil prisen stige til 350 kr. pr. billet + gebyr.

Vi glæder os meget til, at vi igen kan byde på en hel dag med fantastisk musik og glade gæster.

Vi ses til et brag af en festival.
Uldum Gademusik Festival